"Hvis du opgiver at blive bedre - ophører du med at være god"
I Nordjylland findes en fodboldklub, der kæmper for en minoritet i fodbolden – kvinderne. Fortuna Hjørring har i flere årtier taget det aktive valg at ville kvindefodbolden. Det er ikke nemt. Men engagementet er stort og troen på egne evner ligeså.
Af Signe From Jensen, Malene Porup og Jeanette Torndahl Fournier
Vinden rusker i vinduerne, og det er bidende oktoberkoldt uden for de gulstenede murer.
Til højre i lokalet står et pokalskab. Skabet bugner så meget, at pokalerne under tiden har forladt skabet for at bevæge sig ud på hylder omkring i lokalet. Få har endda fået plads på gulvet. Rundt omkring på væggene hænger billeder af jublende fodboldspillere og citater i rammer.
Mørket har efterhånden sænket sig over klubhuset, og de gullige loftslamper danner et dunkelt lys over bordet, hvoromkring 17 unge mennesker sidder. De har alle blikket rettet mod whiteboardet ved siden af fjernsynet, hvor U18-træner Nicklas Hougaard holder hof. Han er en ung blond mand, hvis stemme vidner om, at han ofte må hæve stemmen, for at alle kan høre ham, når fødderne bevæger sig ud på græstæppet udenfor. Derfor rasper stemmen hen over det, man i fodboldverdenen vil kalde en motivationstale forud for taktikmødet.
»Vi har bragt os i den situation, at når sæsonen er ovre, kan vi have vundet det hele. Men vi kan også have tabt det hele. Men pokalen for enden af det hele skal ikke være motivationen. Det er ikke derfor, vi kæmper hver eneste dag. Vi gør det, fordi vi synes, at det er fedt at spille fodbold. Det er derfor, vi møder op hver dag. Fordi vi synes, at det er fedt. Ikke?«
Tilhørerne nikker forsigtigt. En enkelt formaster sig endda til at sige “jo”.
“Det er ikke, fordi I råber i munden på hinanden,” griner han.
Så er alt, som det plejer at være.
Han har forberedt et nyt powerpoint med et nyt look og et nyt citat til dagens taktikmøde forud for det, man må forstå, er verdens vigtigste kamp mod Lyseng IF.
»Vi kan kun koncentrere os om at vinde den på lørdag. Vi kan ikke spille for at vinde den i næste uge.«
Nu er vi i gang. Han forlader powerpointet for at gå i krig på whiteboardet. Han flytter hurtigt rundt på de imaginære spillere i form af røde og blå magneter på den hvide tavle for at vise forskellige spilsituationer. Lyseng IF står kompakt i en smal 4-4-2 opstilling og er dygtige på dødbolde.
Han vender sig ofte mod tilhørerne for at sikre sig, at de forstår, hvad han mener. Da han ikke finder tavsheden som stensikkert vidne om, at de fuldstændigt har fattet det, spørger han:
»Hvad gør vi så her?«
Han peger på den sorte boldmagnet, der er havnet for de imaginære fodboldfødder i form af en blå magnet.
Tavshed.
”Hvem skal gå frem?” spørger han igen, da ingen synes at have et bud.
Pludseligt stikkes en arm i vejret. En 17-årig mørkeblond pige ved navn Olivia Bergmann, også bare kaldet O, har løftet sin arm fra det bord, der synes at have en nærmest magnetisk effekt på pigerne.
»Det skal sekseren eller tieren,« svarer hun forsigtigt. Selvom hun forsøger at skjule det, afslører hendes hårde udtale af e’et og i’et, at hun bestemt ikke er fra Hjørring.
“Jaaa! Det skal sekseren eller tieren,” nærmest råber Nicklas i ren begejstring over at få et svar. Han skjuler til gengæld dårligt, at han er nordjyde.
Træningen starter kl. 8.00. Det er oktoberkoldt, og solen er ikke stået op endnu. Alligevel dukker pigerne op med et smil på læben. Faktisk har Nicklas svært ved at sende pigerne i skole. De vil egentlig bare gerne spille bold.
Hun er forsvarsspiller, og det er således Olivia Bergmanns opgave at sørge for, at Lyseng IF ikke kommer frem til store chancer i lørdagens kamp. Men i øjeblikket er hun ude af position, som hun sidder her i mørket i det dunkle klubhus. Hun skulle “fandme ikke bo i Jylland”. Men her sidder hun. I Hjørring. Det er fandme Jylland.
Men hun er her, fordi hun har fået tilbuddet om at udleve sine professionelle ambitioner i fodbolden. Hun er her, fordi hun er en del af Fortuna Hjørrings fremtid. Hun er en af de piger, som formand Jette Andersen ønsker at give muligheden for at udleve sine drømme. Og derfor har Olivia Bergmann forladt barndomshjemmet i Allerød for at jagte drømmen i Hjørring.
Hun er billedet på klubbens og kvindefodboldens fremtid. Hun er billedet på drømmene og forhåbningerne, der til tider kan synes utopiske i en verden, hvor herrerne sidder solidt på fodbolden.
Men i Fortuna Hjørring er håbet mørkegrønt, og som Tordenskjolds soldater jagter de hver dag anerkendelsen og drømmen om et bedre professionelt liv for kvinderne i fodbolden. Hvor kvinderne kan leve af og se en fremtid i fodbolden. Hvor idealet ikke er Lionel Messi og Christian Eriksen, men Pernille Harder og måske en dag: Olivia Bergmann.
Bølgen der udeblev...
I sommeren 2017 så Olivia Bergmann og Jette Andersen, sammen med halvanden million danskere, kvindelandsholdet spille sig frem til en sensationel sølvmedalje ved EM. Sjældent har kvindefodbolden fået så meget opmærksomhed. Det kunne de også mærke i Fortuna Hjørring. Der var en helt euforisk stemning omkring kvindefodbolden.
I Fortuna Hjørring håbede man, at der i kølvandet på kvindelandsholdets succes ville komme den vilje til at udvikle, lyst til at se og anerkendelse af kvindefodbolden, som klubben dagligt jagter.
Men det håb synes at være afløst af et suk.
Få måneder efter sensationen i Holland skete det, der, efter Jette Andersens overbevisning, var et kæmpe selvmål for kvindefodbolden.
I en kamp om vilkår og lige rettigheder endte landsholdsspillerne, via spillerforeningen, i en konflikt med DBU. Som resultat af konflikten udeblev spillerne fra en vigtig VM-kvalifikationskamp mod Sverige og mistede dermed vigtige point i kampen om at komme til VM. Et år senere tabte landsholdet de to VM-playoff kampe til Holland og kvalificerede sig dermed ikke til VM i 2019.
“Det betyder, at vi får en udfordring med at holde gryden i kog i forhold til presse, tv og sponsoraftaler. Det er ærgerligt,” siger Jette Andersen.
Selv prøvede hun ihærdigt at forhindre situationen med opkald til sine egne spillere: “Spil nu den kamp” var budskabet.
Det er nemt at være bagklog, men følelsen er ægte. Skuffelse.
Derfor er intet ændret i Fortuna Hjørring. Skønt holdningen er, at det er kvindelandsholdet, der skal trække anseelsen af kvindefodbolden op, så giver landsholdets exit ikke anledning til, at Fortuna Hjørring kaster håndklædet i ringen.
For det står skrevet med tusch på tavlen i klubhuset “hvis du opgiver at blive bedre - ophører du med at være god.” Et mantra ikke blot til efterfølgelse for spillerne, men for klubben.
For kvindefodbolden er en hjertesag i klubben i nord. Det er ikke et projekt eller noget, man har valgt at teste af som et forsøg. Fortuna Hjørring er dedikeret og erklæret kvindeklub.
Og de har gjort det med stor succes. Siden 1994 har klubben vundet 10 danske mesterskaber, senest i 2018, samt otte pokaltitler. I 2003 spillede holdet sig endda frem til finalen i UEFAs Womens Cup, der i dag hedder Champions League. En turnering de siden hen har deltaget i hvert år.
Det har de kunnet gøre, fordi det er lykkedes klubben at finde en forretningsmodel, der virker. I starten af 80’erne startede klubben fodboldturneringen Dana Cup, der er Danmarks største sportsturnering, og overskuddet fra denne overgår til klubkassen, der sidste år kunne fremvise en omsætning på 3,5 millioner kroner og en egenkapital på 1,7 millioner kroner.
Klubben er i høj grad båret på frivillige og initiativrige hænder, der gennem årtier har arbejdet målrettet for kvindefodboldens udvikling. Både i Hjørring. Men også for kvindefodbolden generelt.
Fodbold for kvinder
I slutningen af 1960’erne begyndte kvindefodbolden i Hjørring som en underafdeling af Hjørring Frem, men som kvindeafdelingen voksede, blev pladsen for trang, og diskussionerne mellem herre- og kvindeafdelingen brød frem. Hvem skulle have hvilke træningstider, hvilke baner og hvilke omklædningsrum? I erkendelse af, at der nok ikke var plads nok til begge afdelinger, brød kvindeafdelingen ud og lavede en selvstændig klub.
Siden har fodboldklubben været en klub alene for kvinder. Det er den hylde, som Fortuna Hjørring aktivt har valgt at sidde på. Og på formandsposten sidder en kvinde, der har viet sit liv til fodbolden, Jette Andersen.
Hun startede sit liv med fodbolden i skolegården med drengene som så mange andre. Det var med drengene, hun fandt ud af, at hun nok var meget god til at spille fodbold, som hun siger på sin underspillede nordjyske facon. Fodbolden bragte hende ind på Hjørring Frems damehold. Med det hold var hun med til at spille om Danmarksmesterskabet, skønt det aldrig lykkedes hende at vinde. Sidenhen var hun også en fast del af kvindelandsholdet.
Siden Jette Andersen spillede fodbold, er kvindefodbolden blevet mere professionel. Dengang trænede man måske to-tre gange om ugen, og det var ikke unormalt at have en kasse øl med hjem i bussen efter kamp.
“Det sociale var lidt mere i højsæde dengang, må man sige,” fortæller Jette Andersen.
Sådan er det ikke i dag. I hvert fald ikke for elitespillerne i Fortuna Hjørring.
“O”
Klokken er kvart i syv, og Olivia Bergmann er netop stået op. Det er ikke en fornøjelse at stå tidligt op, men hun glæder sig alligevel. Om en time skal hun møde til dagens første træning. Aftenen før har hun lagt sit træningstøj frem. Så er det klaret. Hun redder sin seng som noget af det første. Så er det klaret.
Hun bor i en etværelses lejlighed på Dana Cup Academy sammen med sin roomie Sandra Jakobsen. Lejligheden er tilpas stor til, at der både er plads til et tekøkken, et badeværelse, to skabe og to senge.
Olivia kører en minimalistisk stil i sin side, der står i skærende kontrast til Sandras side med uredt seng og tøj i bunker. Over sengen hænger et enkelt holdbillede, en lyskæde, samt diverse VIP-kort til forskellige turneringer, som hun har deltaget i. Der dufter af sure fodboldstøvler. En duft, der er allestedsværende i Fortuna Hjørring.
Hun finder et par sneakers i stablen af sneakers, der er sirligt sat i mellemrummet mellem sengen og skabet. Indersiden af skabslågen afslører et kærligt brev fra Olivias storesøster og et evalueringsskema for Olivas fodboldmæssige styrker og svagheder.
Fodboldstøvlerne pakkes i en Fortuna-rygsæk sammen med en drikkedunk. Hun forsøger at samle sit hår i hestehale, men opgiver, da håret ikke arter sig, som det skal.
“Vi ses,” råber hun til Sandra, der står i badet, inden hun forlader lejligheden og ud på svalegangen.
Første punkt på dagsordenen er morgenmad i Fortuna Hjørrings cafeteria. Her skal madpakken, der skal få Olivia igennem en dag i 2.g på Hjørring Gymnasium, også laves.
Gymnasiet har indtil videre ikke en aftale med Team Danmark. Det betyder, at fodbolden koster Olivia Bjergmann adskillige fraværstimer. Omkring 100 styks i 1.g. Det er noget, som Fortuna Hjørring arbejder på at få ændret, men indtil da må hun klare sig igennem på sine organisatoriske evner og vilje til at præstere. Både på fodboldbanen og i skolen.
“Jeg ville ikke kunne holde ud, hvis jeg var mega dårlig i skolen. Jeg bliver sur på mig selv, når jeg er dårlig til fodbold, og jeg bliver sur på mig selv, når der er noget, jeg ikke forstår i matematik,” siger hun.
Olivias skolekamerater ved godt, at hun spiller fodbold på eliteplan. Derfor bliver hun også nødt til at takke nej til fredagsbar og fester. Det kan være svært at blive ved med at sige nej, men hun vil fodbolden mere, og det skal ikke ødelægges af en fredagsbajer.
På Sjælland brugte hun ofte lang transporttid på at komme til og fra træning. Fordi hun bor på akademiet i Hjørring, bruger hun næsten ingen tid på transport.
Morgenbordet byder på alt, hvad et morgenbord på et godt hotel ville byde sine gæster. Der er både havregryn, cornflakes, yoghurt, brød i alle afskygninger og et overflod af pålæg. Et rullebord er sat frem med alle ingredienserne til at kunne lave en solid pastasalat. Rundt om bordene sidder pigerne. Der tales om skolen og om andengradsligninger.
Det var et ufravigeligt krav fra Olivias forældre, at hun skulle på gymnasiet. Ingen elitefodbold uden skole. Egentligt havde hun søgt ind på et gymnasium på Sjælland med en Team Danmark-ordning. Det var det, der skulle ske. Men pludseligt opstod muligheden for at komme til Fortuna Hjørring med oprettelsen af akademiet.
Det var ikke en nem beslutning. Dels var der det med at skulle flytte til hjemmefra. Så langt var hun slet ikke nået i sine tanker omkring sit liv. Og ikke nok med, at det krævede, at hun skulle flytte hjemmefra. Hun skulle også flytte til Jylland.
“Jeg havde nok den der Sjælland-Jylland fordom. Hjørring måtte være et virkelig kedeligt sted og kunne umuligt være mere spændende end Allerød,” erkender hun.
Fortuna Hjørring havde et godt ligahold, vidste hun, men ellers havde hun ikke andet forhold til klubben, end at det var et hold, de mødte to gange om året.
Nu er hun en del af klubben. Og den er en del af hende.
“Man kan sige, at klubben er i mit hjerte,” siger hun.
Hendes mor har forbudt hende at kalde Hjørring for sit hjem. Det ligger altså fortsat i Allerød. Første visit i hjemmet i Allerød efter flytningen til Hjørring var hård. Hun havde ikke lyst til vende tilbage til akademiet i nord. Men sådan er det ikke længere.
I dag opstår hjemlængslen kun, når hun bliver konfronteret med alt det, som hun går glip af i Allerød. Men fodbolden opvejer det. Altid.
“Jeg synes, det er mega fedt, at Fortuna har lavet det her akademi, for det gør jo, at alle kan få en lille professionel drøm opfyldt. Man får lov at leve lidt i en drøm,” siger hun.
Dana Cup
Det 14 millioner kroner dyre akademi er finansieret af Dana Cup. Dana Cup er Fortuna Hjørrings økonomiske eksistensgrundlag. Foreningen blev oprettet i 1982 som en ungdomsturnering i fodbold. I dag er turneringen Danmarks største og mest internationale sportsturnering, hvor op imod 1000 hold, både drenge og piger, fra hele verden kommer til Hjørring for at spille fodbold. Overskuddet fra foreningen går direkte i klubkassen og finansierer således fodbolden i Fortuna.
Det er også Dana Cup, der trækker sponsorer i biksen. I 2015 omsatte byen for cirka 180 millioner kroner i den uge, hvor der blev afholdt Dana Cup. 45 millioner kroner blev omsat i dagligvarebutikker og restauranter. Det er således en af motivationsfaktorerne, når Meny, Sportsmaster og Unibrew vælger at være hovedsponsorer for klubben. Fordi Dana Cup er en givtig forretning for dem.
Det har givet klubben mulighed for at tilbyde spillerne, både på bredde- og eliteniveau, nogle faciliteter som kun er ganske få kvindelige fodboldspillere forundt. Sponsorkronerne finansierer lønnen til spillerne.
Men Dana Cup er ikke bare Fortuna Hjørrings pengeautomat. Det er en livsstil for mange af de involverede. Foruden de mange fodboldspillere strømmer også frivillige fødder til Hjørring. Igennem Dana Cup har Fortuna Hjørring mellem 800-1000 frivillige tilknyttet, der hvert eneste år kommer tilbage for at hjælpe til.
Ifølge Jette Andersen er det ikke nødvendigvis, fordi de har en passion for Fortuna Hjørring, men fordi de gerne vil møde de unge mennesker, der kommer fra hele verden. Og så er der en masse foreninger, som igennem Dana Cuppen tjener penge.
På den måde er der opstået en gensidig afhængighed mellem Fortuna Hjørring, byen og de lokale foreninger.
Da Dana Cup begyndte, var det båret på frivillige hænder. Det var også her, at Jette Andersen blev mere involveret i klubben. Hun var med fra den spæde start og kunne således sidste år fejre 35 års jubilæum. Som de andre, der var med fra starten, begyndte hendes arbejde med Dana Cup på frivillig basis ved siden af sit job i Sparekassen. Men efterhånden som turneringen voksede, og Dana Cup tog mere og mere af hendes tid, nedlagde banken et ultimatum. Os eller Dana Cup. Valget faldt på Dana Cup, og i 1986 blev hun ansat af foreningen. I dag er hun direktør.
Arbejdet med Dana Cuppen har bragt Jette Andersen rundt i hele verden. Hun har blandt andet besøgt et hold i Peru, der deltager i Dana Cuppen.
“Det er utroligt, at man kan få hele verden til at komme til Hjørring. Der kommer folk fra Australien og Brasilien. Det er spændende at se, hvilke forhold de kommer fra,” siger hun.
Det internationale islæt er ikke kun at finde i klubben i uge 30, når der afholdes Dana Cup. Da klubben havde 50 års jubilæum i 2016 opgjorde klubben, hvor mange udenlandske spillere, der har spillet i Fortuna. Det havde 68. I øjeblikket har førsteholdet fem udenlandske spillere fra Norge, Finland, Rumænien, Brasilien og USA.
Det kan også ses - og høres på træningsbanen.
Janteloven
“Girls! Bring your balls!” råber Carrie Kveton til en gruppe kvinder iklædt træningstøj og fodboldstøvler. De kommer slæbende med bolde, overtrækstrøjer og røde mandsformede metalfigurer.
Duggen har ikke forladt græsset, og solen står lavt over de rødgule træer. Dagens træning er en af de tidlige. Flere er spillerne skal senere på dagen stå for Fortuna Hjørrings årlige fodboldcamp for piger i efterårsferien. Andre skal i skole. Derfor har Carrie Kveton travlt med at komme i gang med dagens træning.
“Hurry!” råber hun igen.
Hun er en rank, texansk kvinde af den slags, man kunne forestille sig have en højere stilling i det amerikanske militær. Håret er sat op i en stram knold under et smalt pandebånd og de sorte, smarte solbriller dækker de brune øjne. Hun taler amerikansk, selvom hun kan tale dansk. Det lyder grimt, mener hun.
Derfor taler alle dansk til Carrie Kveton. Og alle forventer at få et svar på amerikansk, selvom der til tider ryger danske skældsord ud gennem sidebenene som “for helvede.”
Hun blev cheftræner for 3F-liga holdet i december efter at have været assisterende træner. Den første kvindelige træner for holdet, der er forsvarende mestre. Et hold, der gavmildt forsyner det danske landshold med nye talenter og et hold, der spiller Champions League mod de bedste hold i verden.
Hendes tid i Danmark strækker sig over de sidste 12 år. Og hendes tid med fodbold går endnu længere tilbage.
Carrie Kveton startede med at spille fodbold på de grønne baner i Texas allerede som 3-årig. Ligesom så mange andre lillesøstre ville hun bare gerne være som sin storebror. Især når han løb rundt med en bold ved fødderne.
Men kærligheden til fodbold fik for alvor lov til at blomstre, når hun fik chancen for at se de store amerikanske fodboldstjerner som Mia Hamm og Kristine Lilly gå på banen for det amerikanske landshold.
Hurtigt blev fodbold en sport, Fortunas cheftræner ikke kunne slippe. Og der var heller ingen tvivl om, at Carrie Kveton skulle satse på, hvad amerikanere kalder soccer, da hun startede på universitetet.
“Godt Rask, godt Dissing”, råber Carrie til sine spillere på et noget Texas-præget dansk. Hun står på sidelinjen af den firkant, der er blevet lavet med neongule kegler. Alle spillerne befinder sig på den lille bane opdelt i to hold. Kvinderne råber til hinanden, og de løber stærkt mellem hinanden på den lille bane. Bolden skifter hurtigt fødder, når der trænes presspil, og afleveringerne skal finpudses.
De to hold kæmper indbyrdes om flest point, der høstes, når bolden flyttes fra den ene ende til den anden.
“3-2. 5-5. 6-5. 7-7.”
Det er assistenttræner Peter Enevoldsen, der holder styr på pointene. Men nogle gange flyttes bolden så hurtigt, at han misser et point, hvilket kvinderne er hurtige til at pointere.
Retfærdighed.
Alle kvinderne vil gerne præstere til træningerne. For det er her, Carrie Kveton kan vurdere sine spillere og beslutte, hvem der skal spille næste weekends vigtige kamp.
“Nogle gange skal jeg huske på, at vi også skal have det sjovt. Nogle gange bliver det lidt for seriøst. Det er meget målbevidst.”
Selvom spillerne konkurrerer om pladserne, er der et stærkt sammenhold. Der bliver ikke kun råbt “her!”, når en spiller er fri til at modtage bolden, men også “kom igen” og “godt” råbes der til hinanden.
“Vi søger ambitiøse piger med vindermentalitet. Piger, der er villige til at ofre sig, ikke bare for holdet, men også ofre sig selv for at udvikle sig. Og så skal de være holdspillere. Sammenhold er vigtigt. Det vigtigste er, at en spiller gerne vil være den bedste. Ikke bare på holdet, men også vil være den bedste hver eneste dag,“ fortæller Carrie Kveton om de fællestræk, hendes spillere besidder.
For Carrie Kveton er det sjældent en udfordring at få kvinderne til at spille sammen. Det ligger på en måde i kvindernes DNA. Men kvindernes store ambitioner på holdets vegne spænder nogle gange ben for deres egne muligheder for at skinne igennem.
“Janteloven er fin nok i et samfund som det danske, men når det kommer til sport, er det noget lort. Der er ingen af pigerne, der vil stikke for meget ud og shine mere end de andre. Det er meget anderledes fra USA. Der skal man kæmpe for, at de spiller som et hold. Her skal man sørge for, at de tør stikke lidt ud”, siger hun.
Altid noget nyt at forbedre
Janelle Cordias neongrønne pandebånd lyser op, da hun løber rundt og jagter bolden. I dag er neglelakken blå - men på kampdage er den Fortuna-grøn. Hun er det, man kan kalde en allround-spiller og spiller således ikke i en fast position, men hun er stort set altid at finde på holdkortet og har fået det prestigefyldte hverv at være anfører. Derfor har hun en helt central rolle som bindeled mellem Carrie Kveton og truppen.
“Var der ikke mål til os der?” spørger hun, da Peter Enevoldsen misser en pasning mellem bagstopperne i gråt og holdet i grønt.
Det var der.
”Janelle, du skifter.” råber Peter Enevoldsen til anføreren. Janelle har stået på sidelinjen og lavet pasninger til de andre spillere. Nu er det hendes tur til at løbe. Der er fuldt fokus på de andre medspillere, og Janelle er ikke den, der scorer hver gang. Men hun ved, hvor alle er på banen..
Hun er en af de udenlandske spillere, som Fortuna Hjørring har hentet til klubben for at hæve truppens niveau. Hun er fra Columbia, Missouri i hjertet af USA. Hun har spillet fodbold, siden hun kunne gå og startede sin fodboldkarriere på et drengehold i en lokal klub.
Her spillede hun som niårig med på drengenes U12 hold, inden hun skiftede til en konkurrenceminded pigeklub.
For i USA er tilgangen til sport en lidt anden end i Danmark, hvor breddeidrætten fylder mest. Sport er sjældent noget, man dyrker for hyggens skyld. Det ligger i det amerikanske DNA, at man konkurrerer for at vinde.
Det er også en del af Janelle Cordias DNA.
I USA er sport ofte centraliseret omkring universiteterne. Sporten er genvejen til en uddannelse i landet, hvor uddannelse ikke er gratis. Det var også sådan, at Janelle Cordia begyndte at spille fodbold på eliteplan ved siden af sine matematik- og psykologistudier på Missouri Universitet.
Hendes udlandskarriere startede i Åland United i Finland, hvorfra hun blev hentet til Fortuna Hjørring i januar 2014. Hun kom til Fortuna Hjørring på grund af klubbens gode historie og udsigten til at spille Champions League.
“Jeg havde ikke prøvet sådan nogle store kampe før, og i sport er det altid sådan, at man gerne vil presse sig selv så meget som muligt,” siger hun.
Modsat Carrie Kveton, så svarer Janelle Cordia på dansk. Et sprog, hun har tillært sig gennem Fortuna Hjørrings sprogskole. Det ligger nemlig i klubbens ånd, at man involverer sig i klubben ud over fodbolden.
Og Janelle Cordia er dybt engageret i klubben. Gennem sin anførerrolle har hun nogle opgaver i forhold til at sikre sig, at stemningen i truppen er god, og alle har det godt. Hun skal eksempelvis tage hånd om spillere, der er skadet eller har andre personlige udfordringer. Hun er involveret i et samarbejde mellem Mulbjerg Skole og Fortuna Hjørring, hvor hun træner skolens fodboldklasser. Og så er hun ansvarlig for Fortuna Hjørrings efterskolecamp.
Hun er nærmest altid at finde i klubben. På fodboldbanen, på kontoret, i cafeteriet eller i klubhuset til fællesspisning hver torsdag. Fortuna Hjørring er hendes hjem. Helt bogstaveligt talt. Hun bor i et Fortuna-ejet hus, sammen med tre andre 3F-spillere, få meter fra træningsbanerne.
Hvor længe klubben skal danne hjem for amerikaneren er usikkert.
Hænderne kører igennem håret flere gange. Til sidst sætter Olivia en hårtot af sit mørkblonde hår fast i en hårklemme. Hun samler sine skolebøger i et net med gule bananer på og kigger sig i spejlet en sidste gang. Hun smiler lidt til sig selv, som om hun godt ved, at tiden er ved at løbe fra hende, og at ligegyldigt hvad hun tænker om sit udseende, så kan hun ikke nå at gøre mere ved det.
I forbindelse med Dana Cup har Fortuna Hjørring lavet en Hytteby. Her kan de indlogere nogle af spillerne, som kommer fra hele verden.
Professionelle eller ej?
Fortuna Hjørrings ligahold er et af de bedste i landet. Sammen med Brøndby IFs kvinder dominerer de 3F ligaen. Og de har gjort det i mange år. Siden 2001 er Brøndby og Fortuna skiftevis blevet danske mestre, og det er ikke ualmindeligt, at de to hold slår de resterende hold i ligaen. Stort. Lige nu ligger Fortuna blandt de tre bedste hold, men herfra er der stort niveauforskel til de resterende hold i rækken.
Det handler om penge. Fortuna Hjørring er nok det tætteste, man kommer på en professionel klub for kvinder i Danmark. Her får kvinderne løn for at spille. Nok til, at de kan klare sig med hjælp fra Team Danmark tilskud og billig husleje gennem Fortuna Hjørring.
I andre danske kvindeklubber er de bedste hold amatører. Her arbejder eller studerer de ved siden af fodbolden. Det hører til absolut sjældenheder, at en kvindeklub i Danmark har råd til at drive professionel fodbold.
“VSK i Aarhus er det bedste eksempel, synes jeg. Næsten alle pigerne på det hold studerer, og det er uddannelser som medicin og jura. Forestil jer, at de skal gøre det, mens de forsøger at spille professionel fodbold. Jeg ved ikke, hvordan de piger klarer det,” siger Carrie Kveton, der også kæmper med at få træningsskemaerne til at hænge sammen for sine kvinder, hvor flere har noget ved siden af fodbolden. Studie eller arbejde.
Og det er et problem for Fortuna.
Først og fremmest går det selvfølgelig ud over træningen, og dermed niveauet, når kvinderne ikke kan fokusere fuldstændigt på fodbolden. Men det generelle niveau i ligaen betyder også, at det er svært at holde niveau, når opvarmningen til en Champions League-kamp mod et hold som Manchester City er en kamp mod eksempelvis Thisted. Derfor er klubben ofte nødt til at tage til udlandet for at finde træningsmodstandere forud for store kampe.
“Vi har brug for topniveaukampe til at forberede os til de internationale kampe. Det ville være dejligt, hvis holdene var lidt tættere niveaumæssigt, og hvis vi kunne løfte hele vores liga lidt mere,” siger Carrie Kveton og afslører, at hun hepper på ærkerivalerne fra Brøndby, når de spiller Champions League. Det er nemlig vigtigt for kvindefodbold i Danmark, at klubberne klarer sig godt i udlandet.
Udlandet stikker af
Udviklingen af den professionelle kvindefodbold er noget, der breder sig rundt omkring i de europæiske ligaer. I Super League, den bedste kvindelige liga i England, er alle 11 hold i dag professionelle. I Danmark var der i 2017, ifølge UEFA, 46 semi-professionelle spillere i Danmark. Til sammenligning var der 320 professionelle og semi-professionelle spillere i vores naboland Sverige.
Det gør det sværere og sværere for Fortuna Hjørring at holde på de bedste spillere, mener Jette Andersen. For her er drømmen for de fleste spillere at komme til udlandet. I sommer rejste eksempelvis Signe Bruun til Paris Saint Germain.
“Vi kan ikke følge med. De tager de bedste spillere,” erkender Jette Andersen, der dog er glad på Signe Bruuns vegne.
Men kvindefodboldens udvikling i Europa er indtil videre ikke nået til Danmark. Her er det endnu ikke lykkedes at sælge kvindeligaen til TV-selskaberne, og de fleste Superligaklubber er tøvende i forhold til at investere i kvindefodbold. Tilskuertallene på stadion er heller ikke af en størrelse, der er værd at nævne.
Og nu, hvor trækhesten, i form af kvindelandsholdet, ikke har kvalificeret sig til VM, ligger det store arbejde fortsat i klubberne selv.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at man i Fortuna Hjørring godt kunne ønske sig endnu større opbakning, og at der var mindre forskel på at spille professionel fodbold som mand eller kvinde i Danmark.
“Selvfølgelig ville det da være det mest optimale, hvis man satte kvindefodbolden i den samme kasse som herrernes, og vi på den måde havde det samme råderum at spille med. Men man må også bare være realist og erkende, at det er herrerne, der putter penge i kassen,” siger Jette Andersen.
Selvom professionel kvindefodbold i Danmark har lange udsigter, så er ambitionerne fortsat at drive Fortuna Hjørring som ren kvindeklub og jagte bedre forhold for kvindefodbolden i Danmark.
Og på trods af, at man har nået en erkendelse af, at det i fremtiden bliver sværere og sværere at spille op mod de bedste hold i Europa og holde på profilerne, så forsøger Fortuna med egne midler og påvirkningskraft at ændre forholdene for kvindefodbolden i Danmark.
Blandt andet gennem Jette Andersens arbejde i ECAs (European Club Association, red.) kvindekomite. Her sidder nogle af de største klubber i Europa og arbejder med input til Uefa.
Her arbejder man blandt andet for, at kvinderne får et gruppespil i Champions League, hvilket vil betyde, at det bedste hold i Danmark får flere store kampe. Og så arbejder man for, at klubberne får en såkaldt træningskompensation, hvilket betyder, at klubberne ved en transfer bliver honoreret for uddannelsen af spilleren.
“Sidst vi var til møde, sad jeg ved siden af en fra Chelsea, som sagde, at de jo ikke rigtigt behøver en ungdomsafdeling, fordi de bare kan hente spillere hos Fortuna. Det er jo ikke rimeligt. Der bør være nogle penge til dem, der er med til at uddanne de her spillere,” mener Jette Andersen.
Og uddannelse af spillere er det, som Fortuna Hjørring i fremtiden vil satse på. Det er det, man forsøger at realisere gennem akademiet. Både for at forsyne Fortuna Hjørrings førstehold med nye talenter, men også for at give fodboldpiger nye muligheder for at udvikle sig.
“Jeg kunne godt se, hvilken vej det gik med, at de bedste spillere tog til udlandet. Så derfor var vi nødt til at blive bedre til at udvikle nogle talenter. Og så handler det om at give pigerne de samme muligheder som drengene,” siger Jette Andersen.
Dana Cup Academy bliver et af de sidste store aftryk, som formanden har sat i Fortuna Hjørring. Snart er hun fortid, og nye kræfter skal føre klubben videre.
Hun håber, at Fortuna fortsat vil være, efter hendes overbevisning, det bedste sted for kvindefodbolden i Danmark. Både for bredden og eliten. Men det bliver ikke uden udfordringer.
“Den frivillighed, der har været i mange år, bliver svær at køre videre på. I dag spørger folk ”hvad får jeg for det?” Der er jeg jo opvokset med, at man hjælper til,” siger hun.
Lige nu er der mange skuldre, der bærer læsset i Fortuna Hjørring, men hun har set, hvordan det er gået andre klubber, når en frontfigur forlader skuden.
“Det er ofte ildsjæle rundt omkring i klubberne, der bærer det frem. Og hvis der ikke er nogen til at samle op, når de forlader det. Så falder det sammen.”
Hun er dog sikker på, at det er en fordel for Fortuna, at klubben har bosted i Nordjylland. Her er der en kultur for, at man bakker op.
Solen er ved at gå ned bagved banen, og pigerne løber på række til opvarmning. Til at starte med løber Olivias fletning flot ned ad ryggen, men jo mere Olivia løber, desto hurtigere kommer det mørkeblonde hår i en hestehale. Her kan det styres.
Usikker fremtid
Olivia Bergmann og de andre piger fra U18-holdet er tilbage på den grønne kunststofbane efter en lang skoledag for mange af dem. Solen er langsomt ved at gå ned, og den lysende, kuglerunde måne hæver sig over træerne bagved det store hegn, der indkapsler de to store træningsbaner. For Olivia er det anden gang den dag, at hun trækker i fodboldtøjet og de hvide fodboldstøvler med tre sorte striber.
Det lange, mørkblonde hår er blevet sat op i en hestehale, og selvom dagen har stået på blandt andet religion og kemiaflevering, er hendes energiniveau højt, og smilet er stort, når hun dribler med fodbolden.
Olivia elsker at spille fodbold, men sammen med kærligheden til sporten ligger der også en usikkerhed. For den 17-årige pige ved godt, at det kan være svært, ja næsten umuligt, at komme til at leve af fodbolden. For selvom det er det, hun allerhelst vil, har hun en plan B. Det er man bare nødt til at have som kvindelig fodboldspiller, mener hun.
“Forskellen er, at man som mand ikke behøver at være blandt verdens bedste fodboldspillere for at kunne leve af det. Det skal man som kvinde. Det er de færreste, der kommer igennem nåleøjet for at kunne leve af det. Det skal man være indstillet på. Selvfølgelig kan man drømme om at blive en af dem, men man må bare have en plan B i sit hoved,” siger Olivia Bergmann.
Det er ikke klynk. Det er et accepteret vilkår.
Og selvom hun ikke tror, at kvindeligaen nogensinde kommer på herreligaens niveau rent økonomisk, så tror hun, at vi i fremtiden vil se flere kvinder spille professionelt fodbold i Danmark. Og hun håber, at hun kan blive en af dem.
“Det gad jeg virkeligt godt. Det er da et drømmescenarie at kunne leve af det, jeg bedst kan lide at lave,” siger hun.
Fodboldpigens plan B er en karriere ved politiet.
Det er dog ikke noget, der fylder hendes bevidsthed på nuværende tidspunkt. Hun skal fuldføre sin gymnasiale uddannelse. Få en plads på Fortunas førstehold, og så skal hun selvfølgelig spille på landsholdet. Det er målet. Lige nu.
Som 31-årig er hun ved at nå det, man vil kalde karrierens efterår. Hun er glad for Fortuna Hjørring og Danmark, men kæresten spiller i Tyskland, og det er svært at være væk hjemmefra, erkender hun.
Sportsligt er hun tilfredsstillet i Fortuna, selvom drømmen om at komme til en anden stor europæisk klub selvfølgelig er til stede.
“Det er noget, jeg skal være realistisk omkring. Hvis det er en større klub, på et højere niveau, kan kroppen så holde til det? Lige nu føler jeg, at jeg kunne, så det er godt, men jeg er meget åben omkring, hvad næste skridt skal være,” siger hun.
Indtil videre går hun på banen weekend efter weekend for at vinde kampe i den grønne Fortuna-trøje. Og selvom klubben har opnået alt, hvad man kunne forvente af et tophold i den danske kvindeliga, så er der altid noget, der kan forbedres.
For når man er et tophold som Fortuna, med alt hvad det indebærer af økonomi og faciliteter, så er det ikke nok bare at vinde.
Da Fortuna Hjørring kun vinder 2-0 i weekendens kamp over Odense Q, så er det en skuffelse. Ugen forinden havde Brøndby IF vundet 10-1 over samme hold, og forventningen til Fortuna var også, at kampen mod fynboerne skulle vindes stort.
Det er forventningen.
“Hvis vi bare gør det, vi skal, så presser vi ikke os selv til at spille op til vores eget bedste hver gang. Vi har så godt et hold, og det vil vi gerne vise. Hver gang. Desværre betyder det nogle gange, at vi skal vinde stort, for ellers har vi måske ikke spillet vores bedste,” siger hun.
”Godt piger, ned og ligge.” Nicklas råber pigerne op, og de lægger sig lidt ugidelige ned på den kolde kunstgræsbane. Det er dagens sidste træning.
”Planke,” råber han igen.
”Ej, Nicklas! Det mener du ikke,” kommer det fra en af pigerne. Og der midt i oktoberkulden ryger arme og ben synkront op og ned som et hold synkronsvømmere i vandet.
Olivia vil egentlig bare gerne smide sig i sengen og sove, men den aflevering skal afleveres, konstaterer Olivia stædigt.
“Jeg fatter ikke en brik af det her,” siger Olivia i frustration. Sandra prøver at komme hende til undsætning, imens hun lægger tøj sammen med den ene hånd og børster tænder med den anden.
Olivia er, sammen med sin veninde Cecilie, den sidste på banen efter aftenens træning.
Solen er gået ned for flere timer siden, temperaturen ligger på 10 grader, og selvom det er anden træning i dag, bliver de og øver.
”Vi skal lige lidt mere,” siger Olivia.