I veteranens skygge
De tilsidesætter egne behov for det fælles bedste, og så er de medbærere af den byrde, som visse soldater har med i bagagen, når de vender hjem fra udsendelse. De gør det, fordi de har valgt det. Dét at leve sammen med en veteran har sine omkostninger. Det ved de. For de lever i det hver dag. På godt og ondt.
Tekst af Jeanette Torndahl Fournier & Signe From Jensen
Foto af Malene Porup
På hovedgaden i den lille landsby Ans ligger der en stor smuk murermestervilla. Der er lyst og højt til loftet med lyse trægulve og store sprossede vinduer. Det ser nyroneveret ud, skønt de gamle trædøre vidner om, at det er et ældre hus. Det er et hus med overskud. Overskud af plads og råderum. Et af de der hjem som Bo Bedre ville putte på forsiden.
Her er hverken rod eller snavs at spore bortset fra et lille hjørne af stuen, hvor der står et lille bord fyldt med duploklodser, traktorer og små kasser med andet legetøj. Organiseret rod.
Ved siden af stuen ligger køkkenet. Et stort nyere HTH-køkken med metervis af bordplads, men det eneste, der har fået plads på bordet, er en elkedel og en dokumentmappe fra jobcentret.
Fra køkkenvinduet er der udsigt ned til Tange Sø og skoven i efterårsfarver og til den mindre, men praktiske have. Her er der både et lille skur, en lille terrasse med plads til bord og stole og en græsplæne med plads til at spille bold på. Men for få uger siden kunne man ikke spille bold på græsplænen, hvis strå havde fået lov til at vokse sig langt.
“Slår du græsset i dag,” havde hun spurgt.
“Ja,” havde han svaret.
Et par dage efter var græsset stadig ikke slået.
“Jeg har tid i dag. Skal jeg ikke slå græsset?” havde hun spurgt igen.
“Nej, jeg skal nok slå græsset,” havde han svaret insisterende. Men græsset blev fortsat ikke slået.
“I dag har jeg tid til at slå græsset. Det har jeg ikke om to dage. Skal jeg ikke slå det?” spurgte hun igen.
“Nej!” var svaret. Han ville selv.
To dage efter kom han til hende. “Jeg får ikke græsplænen slået,” erkendte han.
Line tager sig til hovedet. Den dag havde hun ikke tid.
Græsplænen blev slået. Men ikke af manden i huset. Det gjorde svigerfar. For manden er veteran og er diagnosticeret med PTSD. For ni år siden var han udsendt til Afghanistan og skulle forholde sig til skyderier og vejsidebomber. I dag kan han have svært ved at forholde sig til græsplænen.
“Han er en stolt mand. Så han har ikke nemt ved at bede om hjælp. Jeg tror nogle gange, at han bliver lidt ked af, at han ikke selv kan overskue det,” siger Line Lund Madsen om sin kæreste.
Hun mødte ham sommeren efter, at han var kommet hjem fra Afghanistan i februar 2010. De har aldrig snakket ret meget om hans udsendelse, så hun ved ikke meget om hans soldaterliv. Men hun kender alt for godt til de mén, som udsendelsen til Afghanistan kostede ham.
I soveværelset sover Line Lund Madsen, hendes veteran og deres søn. Her har Line taget nogle af de sværeste valg i deres forhold. Tårerne har trillet, men det er også her, hun kan hjælpe ham bedst. Det er her, hun får mareridtene til at forsvinde, når han vågner. Det er her, de ligger og snakker.
Danmark i krig
Siden 1992 og årene frem har over 30.000 danske soldater været udsendt på missioner, både fredsbevarende og fredsskabende, til lande som Kosovo, Afghanistan, Irak og Libanon.
Mens de fleste veteraner kommer hjem og kan fortsætte deres liv, som de plejer, så er der en gruppe veteraner, der kommer hjem med fysiske og psykiske mén.
Mén som de ikke alene skal bære byrden af. Det skal de pårørende også. De pårørende må ofte tilsidesætte egne følelser og behov for at være der for den skadede veteran. De kan opleve at sidde med et stort ansvar. For veteranens ve og vel hviler i høj grad på de pårørendes skuldre.
Både dansk og international forskning viser nemlig, at social støtte og nære relationer er essentielle i skadede veteranens evne til at komme oven vande efter udsendelse.
“Det kan betyde, at den pårørende selv kan føle sig nedslidt og udbrændt. For som pårørende er man den, der hjælper sin soldat, og ens egne følelser kommer måske ikke til at fylde så meget, fordi man har fokus på at hjælpe veteranen,” siger Claus Asbjørn Larsen.
Det er dog ikke uden konsekvenser. Særligt hvis veteranen kommer hjem med psykiske mén.
Forskning fra Afdeling for Traume- og Torturoverlevere og Region Syddanmark viser, at PTSD’en påvirker familielivet, forholdet og det sociale netværk. Når soldaten kommer hjem med PTSD og har symptomer som søvnbesvær, humørsvingninger og tendens til isolation, kan det være svært for partneren kun at blive i rollen som partner. For den pårørende kan blive nødsaget til at påtage sig flere roller udover den normale partnerrolle.
Men selv hvis veteranen vender hjem uden psykiske mén, kan det give psykiske udfordringer for den pårørende i form af problemer i parforholdet og stress i forhold til at få veteranen indsluset i familielivet efter udsendelse.
Omvendt fortæller flere af de pårørende, at de har oplevet, at forholdet til veteranen er blevet stærkere, og ifølge psykolog Claus Asbjørn Larsen oplever en del pårørende også styrker i sig selv, de ikke vidste, de havde.
FAKTABOKS: Hvad er en veteran?
En veteran er en person, der som enkeltperson eller i en enhed, har været udsendt i mindst én international mission i mere end 28 sammenhængende dage under Forsvarsministeriets område. Personen er veteran uanset, om vedkommende stadig er i Forsvaret eller det civile.
Kilde: Veteran.forsvaret.dk
Den manglende brik
Line Lund Madsen har stort, krøllet hår, store blå øjne med lange øjenvipper og taler meget med hænderne. Ofte ryger de op til halsen, hvor der hænger en halskæde med et lille hjertevedhæng af sølv. Hun har fået det af sin veteran. En påmindelse om, hvorfor hun ikke er skredet. Fra ham. Og fra PTSD’en.
Da hun mødte ham den sommer, efter at han var kommet hjem fra Afghanistan, vidste hun godt, at han havde været udsendt. Det har aldrig været en hemmelighed.
“Hvis du vil være sammen med mig, skal du vide, at jeg er soldat, og jeg elsker det,” sagde han. Derfor skulle hun være indstillet på, at hun i lange periode ville være alene.
I begyndelsen var hun alene, når han tog på øvelser. Men udsendt blev han aldrig igen. Til gengæld oplevede hun, at hun i perioder var meget alene i deres forhold. For han forsvandt. Han kunne pludseligt forsvinde under radaren, hvor han ikke kontaktede hende, og hun kunne ikke komme i kontakt med ham. Når det blev for meget, slog hun op.
Under det sidste brud fortalte hun veteranen, at hun ikke ville have, at han skulle kontakte hende. Så det gjorde han ikke. Månederne gik, og hun begyndte at se en anden. Men det gik op for hende, at hun, efter alle de måneder, ikke en eneste dag havde taget halskæden af, som veteranen havde givet hende.
”Jeg kunne bare mærke, at jeg savnede ham. Jeg kunne mærke, at jeg savnede den måde, at han var på. Det var aldrig et spil med ham. Jeg var aldrig i tvivl om, at han kunne lide mig. Det var ren snak, hvilket var forfriskende,” siger Line Lund Madsen.
Efter et grådkvalt opkald til veteranen fik de en lang snak, og siden har de ikke været fra hinanden. Aftalen blev, at hvis han havde brug for luft i en periode, skulle han sige det.
Når hun tænker tilbage, har hun nok altid vidst, at der var noget, der ikke helt var, som det skulle være. Det var bare ikke tydeligt for hende dengang, fordi hun ikke havde kendt ham før hans udsendelse. Men da de flyttede ind i en lejlighed, hvor der var problemer med udlejeren, og da han samtidigt mistede sin stilling, blev det meget tydeligt for hende, at der var noget helt galt.
”Jeg kunne mærke på ham, at han lukkede sig mere og mere inde i sig selv. Han isolerede sig. Han holdt op med at snakke med mig. Han blev sur og havde kort lunte. Jeg kunne mærke, at der skete en forandring. Han har altid været en, der har joket meget og ville gerne få mig til at grine. Det stoppede. Det gjorde den fysiske kontakt også. Hverken kram eller kys havde han overskud til,” siger hun.
Et par år inde i deres forhold fik han diagnosen PTSD.
Med diagnosen kom forskellige tilbud til veteranen. Han var i gruppeterapi og fik en mentor som han gik ture med, og som han kunne tale med.
”Det var en lettelse. Jeg kunne jo se på ham, når han havde det skidt, og det var frustrerende, når jeg ikke kunne få ham lukket op, og jeg ikke kunne hjælpe ham. Jo mere hjælp han kan få hos andre, som forstår ham. Jo mere frihed har jeg til, at jeg kan være mig,” siger hun.
For selvom hun og veteranen altid har været gode til at snakke, så er der stadig noget, de ikke taler om.
Krigen.
METODEBOKS
Line Lund Madsens mand er anonymiseret i denne fortælling. Hun har ønsket at fortælle sin historie, men han har ikke ønsket at stå frem med navn. Han har ikke ønsket opmærksomheden på hans person. Det ønske har vi valgt at efterkomme, fordi det er Line Lund Madsens oplevelser med at leve sammen med en veteran, vi har valgt at fortælle om. Line Lund Madsen har dog hans fulde opbakning til at fortælle sin historie. Vi er bekendt med mandens navn.
”Jeg tror, at det smerter ham at fortælle om det. Og samtidigt tror jeg, at han har forsøgt at skærme mig fra det, fordi han gerne vil håndtere den bagage selv,” siger hun, selvom hun gentagende gange har forsøgt at forklare veteranen, at de jo er sammen om det som et par.
På den måde har hun følt, at der har manglet en brik i puslespillet. Det var først, da de i oktober måned var afsted til Invictus Games i Sydney, et multisportsstævne for syge, sårede og skadede veteraner, at veteranen involverede hende i den del af sit militærliv.
Og så er der novellerne.
For veteranen er begyndt at skrive noveller. En måde, hvorpå han kan komme af med de tanker og følelser, han har. De handler om krigen, om PTSD’en og om hverdagssysler. Dem læser hun.
”Det gør så ondt at læse, men der er meget, der pludseligt giver mening, når man læser dem,” siger hun.
Krigen kan være svær at forholde sig til. Den har været der, og det er således fortid. Hvad hun i stedet skal forholde sig til hverdag, er veteranens PTSD. Det har den betydning, at hun altid skal være forberedt på at skulle klare de fleste ting selv.
For en græsplæne, en opvask eller en tur i Bilka kan være uoverskuelig på dage, hvor veteranen har det skidt.
“Hvis vi skal noget, skal det planlægges, Hvis vi f.eks. skal i Bilka, så er det ikke sikkert, at han overhovedet går med ind, og hvis han går med ind, kan det være, at han går ud, når vi er halvvejs. Du skal altid være forberedt på, at du i værste fald skal kunne klare det alene. Så jeg går altid ud fra, at jeg skal klare alting selv og alt, hvad han så bidrager med, er ren bonus,” siger hun.
Ifølge militærpsykolog Claus Asbjørn Larsen er grunden til, at det kan være vanskeligt for PTSD-ramte veteraner eksempelvis at gå i Bilka, at deres hjernes evne til at kunne være i uoverskuelige situationer er ændret. De kan som soldat have oplevet, at en situation, man ikke har helt overblik over, er potentielt livstruende og farlig ude i et missionsområde. Soldaten har i disse situationer været i alarmberedskab. Når den skadede veteran skal fungere i sin hverdag hjemme, oplever han så måske, at dette alarmberedskab udløses automatisk i situationer, som han ikke kan overskue, men som egentlig ikke er farlige.
“Hvis der er mange mennesker, der går foran og bagved dig, og du kan ikke nå at aflæse dem alle sammen og deres motiver, så vil den dybe del af hjernen sige, at man skal væk. Det er en meget grundlæggende ting, der kommer nede fra den dybe del af hjernen. Kamp eller flugt. Og derfor får vedkommende et enormt ubehag over den her situation. Den er farlig, oplever han, og han får en kraftig impuls til at komme væk fra situationen,” siger han.
Familien Nowak
Det 118 år gamle hus ligger langt ude landet lige midt på Djursland. Helt derude, hvor kragerne allerede er vendt. Huset er godt beskyttet af store træer og buskads, der omslutter grunden, og en lang grusvej ned til huset gør, at det ikke er hvem som helst, der kommer forbi.
Den gamle hoveddør byder velkommen ind i det lille bryggers, som fører ind til en lille gang og videre ind i et hyggeligt køkken med lavt til loftet. Køkkenet er af nyere dato med elementer fra IKEA på begge sider af rummet.
For enden af køkkenet står et stort spisebord, hvor husets 12-årige pige sidder og laver sine tysklektier. I den modsatte ende af rummet står et levn fra fortiden gemt i hjørnet. Et stort, gammelt komfur.
Det virker stadig trods de mange år på bagen, men det har fået ny rolle som pyntemøbel. På køkkenbordet står en elkedel, og ved siden af ligger en doseringsæske med diverse piller og en spiralkalender. Alle siderne i kalenderen er udfyldt med påmindelser og opgaver. “Hent Amanda” står på næsten alle siderne med en lille ring om tidspunktet.
Kalenderen ligger altid på køkkenbordet sammen med Steffen Nowaks piller. En dag kom han en time for tidligt for at hente deres datter i skolen. Tidspunktet var blevet ændret, og den nye tid var også blevet sagt, men det var ikke skrevet i kalenderen. Han glemmer det, men heldigvis har han sin kone til at huske for sig. ”Spørg lige min kalender,” siger han.
FAKTABOKS: Klassisk PTSD
Der er tre symptom-kategorier inden for klassisk PTSD.
-
Genoplevelser. Veteranen kan have vedvarende mareridt om det, der er sket, eller veteranen kan i vågen tilstand opleve flashbacks, hvor veteranen genoplever en traumatiserende situation fra sin udsendelse.
-
Øget vagtsomhed. Veteranen har et øget arousalniveau eller øget vagtsomhed. Det kan være i form af større ængstelighed, aggressivitet og vrede, irritation, nærtagenhed og kort lunte.
-
Undgåelsesadfærd. Det kan også kaldes sikkerhedsadfærd. Veteranen oplever ubehag ved at tænke på eller tale om sine oplevelser, og derfor undgår veteranen dette. Veteranen kan også opleve forskellige situationer, der udløser angst eller ubehag, og derfor undgår veteranen også det. Veteranen har også svært ved at deltage i sociale arrangementer, tage i biografen, handle osv. Veteranen kan være konstant på vagt, selvom han eller hun er i tilbage i Danmark.
Kilde: Claus Asbjørn Larsen, militærpsykolog, Veterancentret.
Elkedlen er købt for, at Steffen Nowak ikke skal glemme kaffen på kanden, og kalenderen er blevet et helt nødvendigt redskab for, at han ikke glemmer at hente datteren i skole. Også selvom han skal hente hende hver dag. På stort set samme tidspunkt.
Han var udsendt til Balkan to gange i halvfemserne som FN-soldat ligesom over 12.000 andre soldater. Efter udsendelsen kom han hjem til et land, der endnu ikke var begyndt at snakke om, at soldaterne kunne blive syge af at være udsendt.
Men det blev han. Med PTSD, og siden “brændte PTSD’en nogle relæer af i hjernen”, som han selv udtrykker det, hvilket betyder, at han i dag har en hjerneskade, der er gået hårdt ud over hukommelsen. Krigen har han ikke glemt. Den hjemsøger ham om natten, og når turen går i Randers Storcenter eller i Djurs Sommerland med familien.
Da Anitta Nowak mødte sin mand, havde han i perioder to jobs. Han var fabriksarbejder og arbejdede på et jernstøberi om dagen, og så arbejdede han som vagt eller dørmand om aftenen.
“Nu skal vi pludselig tage hensyn til, at hvis vi skal i Randers Storcenter, kan vi risikere, at Steffen bliver i bilen, og Amanda og jeg bliver nødt til at gå alene. Og Steffen kan så heller ikke noget resten af den dag,” siger Anitta Nowak.
Han er en stor, bredskuldret mand, der ligner, at han kunne rive det gamle hus ned og bygge det op igen, alene mand. I sommer fik han tildelt førtidspension.
Amanda Nowak er ligesom alle andre teenagepiger. Hun har næsten lige fået et nyt værelse. Der er ikke meget varme på radiatoren, men hun kan bedst lide at sove i kulde. Hun er vild med Ariana Grande og går i store trøjer, fordi Ariana gør. Det er hendes fars trøjer, og de dufter dejligt af ham. Hun er besat af skibet Titanic og blev meget skuffet over filmen. Den var alt for tøset og handlede slet ikke nok om selve skibet. Og så har hun to rigtig gode veninder, som får hende til at smile, så snart det er lidt hårdt derhjemme.
Rigtige venner
“Hvordan er dagen i dag, Steffen?,” spørger en ven af familien.
Familien Nowak skal have nyt køkken, og kasserne skal leveres fra IKEA. Følgesedlen er uendeligt lang, og Anitta joker med, at vennerne ikke skal lade Steffen se sedlen, inden det hele er leveret. For den lange seddel vil stresse Steffen, og det er tydeligt for vennerne, at han ikke har den bedste dag. Så de finder på en plan for, hvad Steffen skal lave, der ikke gør ham alt for stresset.
“Prøv at høre her. Du får den her hammer, og så kan du gå ud og rive det gamle køkken ned og smadre det. Så tager vi papkasserne og får samlet det nye køkken,” siger vennen til Steffen og sender ham udenfor.
Lige siden han blev syg, har han valgt at være meget åben omkring sine problemer og sine begrænsninger. Vennerne og resten af familien har fået det fortalt, som det er, og ifølge Anitta Nowak har åbenheden gjort, at de har mødt forståelse fra dag ét.
“Jeg har ind imellem krummet mine tæer og tænkt, “behøver vi klaske vores liv ud til alle mennesker, hvor åbne skal vi være?” Men for mig at se har det været en del af Steffens proces at kunne sige højt, at det er sådan her for ham,” siger Anitta Nowak.
Familien har en del nære venner, der ved, hvad veteranen kæmper med. De kommer ikke uanmeldt på kaffe, fordi de ved, at det vil stresse ham. Det skal stå i hans kalender.
Men der er også forsvundet nogle undervejs.
“Man fandt i hvert fald hurtigt ud af, hvem ens rigtige venner er. Så det har så sandelig også kostet nogle venskaber. Men der er stadig en del tilbage, og det er måske nok. Jeg møder forståelse fra dem. Så vi er heldige at have en god vennekreds,” siger han.
Ifølge en undersøgelse fra Afdeling for Traume- og Torturoverlevere og Region Syddanmark fra 2014 oplever en del pårørende, at det kan være svært at få forståelse fra omgivelserne. De pårørende vil ofte gerne dele deres oplevelser og tanker, men de føler ikke, at deres omgangskreds forstår det, de gennemlever, og derfor vælger de pårørende nogle gange at holde frustrationerne for sig selv. Derfor sætter de pårørende ofte også pris på at komme til at tale med andre pårørende, som ved, hvad de gennemgår.
Line Lund Madsen har også nogle gange brug for at trække vejret.
”Jeg vil allerhelst være alene. Så jeg spørger, om han ikke kan finde på at lave noget et par timer. Ellers tager jeg i Bilka. Men Plantorama er bedst. Jeg køber ingenting, men jeg nyder at kigge.”
Manglende forståelse
Line Lund Madsen har haft store udfordringer med at få forståelse for veteranens lidelse fra sin omgangskreds. Det har været frustrerende, fordi hun ofte har behov for at tale om det.
”Man kan ikke se på ham, at han er syg. Det kan være svært at forstå, hvorfor en lille ting som at slå græsplænen, tage opvasken eller støvsuge kan fylde så meget. Hvorfor kan han ikke bare gøre det?” siger hun.
Når hun kommer og er frustreret over livet derhjemme, bliver hun ofte mødt med undren. Det kan være svært for omgangskredsen at forstå, at veteranen kan tage på ture og skyde med bue og pil, men ikke kan overskue at slå græsset.
”Men det er jo, fordi der er ting, der giver os energi. Og så er der ting, der tager energi. Jo flere plus-ting, vi har i vores bægrer, jo flere minus-ting kan vi lave. Men hvis bægret ikke er fyldt med plus-ting, så kan vi ikke lave så mange minus-ting. Og hvis listen af minus-ting, der skal gøres, er lang, så kan hele bægret tippe,” siger hun.
Men det er frustrerende, når folk omkring hende ikke forstår, at veteranen, på grund af sin PTSD, ikke kan overskue græsset, der bare vokser og vokser. Hun er endda blevet opfordret til at gå fra ham.
”Vi miskommunikerer. For når jeg kommer og beklager mig over, at han igen ikke har slået græsset, så har jeg ikke brug for at høre, at jeg måske burde finde en anden, fordi der er en helt række af ting, han heller ikke har gjort. Jeg har brug for at høre, at der også for dem nogle gange kan være gøremål, som de har svært ved at overskue,” siger hun.
Line Lund Madsen har først det seneste år fået en kanal, hvor hun har kunnet komme af med sine følelser. Det er sket efter, at hun er blevet medlem af et hemmeligt fællesskab på Facebook, der kalder sig Faktor 8.
”Hvis jeg ikke kan komme af med mine følelser hos veteranen, så bruger jeg gruppen,” siger hun.
Skæbnefæller
Faktor 8 begyndte efter en demonstration for bedre vilkår for veteranerne. En af arrangørerne startede en facebookgruppe for de pårørende, hvor de kunne skrive sammen. Hun blev dog skilt og lukkede gruppen. Anne-Line Ussing var en af medlemmerne og ville gerne fortsat have mulighed for at tale med andre veterankoner. Derfor stiftede hun i 2014 facebookgruppen Faktor 8 sammen med en anden veteranhustru.
I dag har gruppen 158 medlemmer, der alle har det tilfælles, at de er kærester eller koner til en veteran, der har diverse udfordringer.
“Vi støtter hinanden i at få familielivet til at fungere med en veteran, der har traumer fra sin udsendelse. Det kan både være erkendte og ikke-erkendte traumer. Så det er ikke et krav, at han har en diagnose,” siger Anne-Line Ussing.
Hun driver i dag et botilbud for veteraner på Strynø og er gift med en veteran. Da hendes veteran begyndte at falde fra hinanden, havde hun behov for at finde viden om, hvad de havde med at gøre. I den forbindelse kom hun i kontakt med en amerikansk kvinde, der var gift med en Vietnamveteran, som med sin erfaring kunne give hende større forståelse for, hvad det var hun stod med.
Nu faciliterer hun, igennem gruppen, et sted, hvor kvinderne kan få afløb for deres frustrationer, samt søge viden og erfaring fra andre ligestillede.
“Fordi vi har fået så mange forskellige kvinder ind, er der også både læger, sygeplejersker, advokater og socialrådgivere i gruppen, der kan bidrage med deres faglige viden. Og så er der jo kvinder, der har lang tids erfaring med, hvordan man håndterer systemet og det følelsesmæssige,” siger hun.
Gruppen har haft stor betydning for Line Lund Madsens muligheder for at forstå veteranen og få et indblik i den verden, som veteranen har forsøgt at holde hende ude af. Og så giver gruppen hende den mulighed at læsse af, uden at alt skal læsses over på veteranen eller omgangskredsen.
“Det er utroligt rart at have nogle kvinder at spare med. Nogle man deler udfordringer med, og hvor jeg kan komme af med de frustrationer, jeg måtte have. Hvor jeg ikke får at vide, at jeg bare skal tage mig sammen. At jeg bare kan gå eller bare må sluge den kamel,” siger hun.
Gennem gruppen har hun også fået indblik i nogle af alle de tilbud, der findes for veteraner og pårørende. Selvom hun har været sammen med sin veteran i mere end otte år, så fandt hun først ud af, at der eksisterede noget, der hed Veterancentret, nogenlunde samtidigt med at hun blev medlem af gruppen.
“Jeg kunne godt tænke mig, at når veteranen får stillet diagnosen PTSD, så bliver der taget fat i den pårørende. Jeg vidste ikke, at der var noget, der hed Veterancentret, at de havde en døgntelefon, eller at jeg kunne få psykologhjælp. Min kæreste siger det jo ikke. Han har jo ikke overskud til at sætte mig ind i tingene,” siger hun.
Hør og læs også Jannie Stæhr Wolffs oplevelse at være pårørende til en veteran
Jannie Stæhr Wolff bor i Fredericia med sin mand Lars Stæhr Wolff.
De blev kærester for 5 år siden og gift i 2016. Lars har været udsendt to gange, først i Irak så i Afghanistan. Han er førtidspensionist og har PTSD. Han kan blive frustreret over sine snørebånd, eller at han ikke kan overskue at tage opvasken.
Jannie vidste godt, at han havde været udsendt, og hun vidste også godt, at han tog medicin, men det var først, efter de begyndte at lære hinanden at kende, at hendes forhold til PTSD begyndte.
”Jeg havde meget brug for at vide, hvad han havde oplevet. Også så giver det bedre mening for mig, i forhold til hvordan han har det. Så derfor gjorde vi det på den måde.”
For Jannie Stæhr Wolff er det især hans temperament, som har gjort indtryk på hende. Hvis hylden, som skal hænges op, ikke vil som han vil, eller hvis larmen fra støvsugeren bliver helt uoverkommelig, så er reaktionerne store, og så kommer hendes parader op. Men hun er meget tålmodig, og det slår hende ikke ud. Hun gør bare rent, når hendes mand ikke er hjemme.
”Jeg har været god til at give slip på de rigtige tidspunkter.”
Jannie Stæhr Wolff stod og lavede mad. Hele køkkenbordet flød med gryder, pander og mad i en stor pærevælling.
”Sådan her Jannie, lige nøjagtig som det her køkkenbord ser ud lige nu, det er sådan, jeg har det inde i mit hoved,” sagde han til hende, da han så køkkenet.
”Så gav det mening. Så alt det rod og kaos, det er det, han også har inde i hovedet,” siger Jannie Stæhr Wolff
Fokus på de pårørende
Veterancentret kom til i 2011. Det er en afdeling under Forsvaret, der koordinerer støtte til veteraner og deres pårørende før, under og efter udsendelse. Her er både tilknyttet militærpsykologer, socialrådgivere, job- og uddannelsesrådgivere samt mentorer og beskæftigelsesrådgivere.
Jonna Nielsen, leder for socialrådgiverne ved Veterancentret, erkender, at der er en gruppe pårørende, som de har udfordringer med at nå ud til.
“Der vil være nogle pårørende, der kommer ind i billedet, efter soldaten har været udsendt, og før den systematiske oplysning gik i gang. Så der er nogen, som vi skal nå på en anden måde, det er vi opmærksomme på,” siger Jonna Nielsen.
Veterancentret har holdt nogle fyraftensmøder for pårørende i løbet af den sidste måned, og her blev det klart, at der har været mange, som ikke kendte til Veterancentret.
“Derfor snakker vi også om, hvorvidt vi skal lave nogle flere af de arrangementer.
Vi skal se, om vi ikke kan blive mere tydelige. Blandt andet på Veterancentrets hjemmeside og på Facebook,” siger hun.
Det er nemlig vigtigt, at de pårørende får vished om, at Veterancentret eksisterer. For selvom fokus ofte ligger på veteranen, så har veteranens ve og vel stor indflydelse på de pårørende.
“Jeg mener, at vi skal prøve at rette fokusset på de pårørende, fordi det er som ringe i vandet, hvis der er en i familien, der har det rigtig dårligt. Det påvirker de andre. Det påvirker den ægtefælle, der er tæt på, det påvirker de børn, der er i det. Det har store følger at være sammen med en, der har efterreaktioner fra krigen,” siger hun og understreger, at det også har stor betydning for veteranens mulighed for at komme sig, at han har et netværk.
FAKTABOKS: Pårørende før, under og efter udsendelse
Pårørende til en soldat går gennem forskellige faser i forbindelse med soldatens udsendelse.
1. Før udsendelse
- Accept af udsendelse
- Vænne sig til adskillelsen
- Soldaten er meget væk hjemmefra
- Aftaler indgåes
- Mental og fysisk distance
- Skænderier
2. Under udsendelse
- Overvældelse
- Tristhed
- Ensomhed
- Disorienteret
- Modsatrettede følelser
- Søvnproblemer
3. Under/stabilisering
- Involvering i nye aktiviteter
- Nye rutiner
- Mere uafhængighed
- Større sikkerhed/mere kontrol
4. Forberedelse på hjemkomst
- Intense/overdrevne forventninger
- Glæde
- Bekymring omkring gentilpasning
5. Efter hjemkomst
- ‘Hvedebrødsdage’
- Tab af uafhængighed
- Behov for ‘eget rum’
- Genforhandling af rutiner
- Reintegration i familien
Kilde: Military.com: The Emotional Cycle of Deployment: Military Family Perspective
Lars Stæhr Wolff er bange for at falde i søvn, hvilket betyder, at han står op og spiser om natten. Derfor handler Jannie ind én dag ad gangen, ellers er det væk.
Hun gemmer alt, hvad der er spiseligt udenfor og rundt omkring i huset. Jannie kan heller ikke altid selv huske, hvor hun gemmer tingene. Det tager hun med et smil.
Hun er meget positiv. Hun kan se udviklingen i hendes mands opførelse. Nu kan de sidde på en restaurant i en hel time. Før var det højst 10 min.
”Det værste er PTSD’en, og det bedste er Lars. Det er to vidt forskellige ting, og der er store forskelle. PTSD’en indebærer bare alt. Det kan være hvad som helst. Men det er Lars, jeg går ud fra. Jeg elsker stadig den mand overalt på jorden.”
Den største nedtur
I 2015 lavede daværende SFI, i dag VIVE, en rapport med en oversigt over den forskning, der er på området for veteraner og pårørende, samt resultaterne af disse.
Af den kan man læse, at det kan have store konsekvenser at være pårørende til en veteran. Partnere er i risiko for at udvikle diverse former for stress, depression, angst og i særlige tilfælde det, man kalder sekundær traumatisering, hvor partneren udvikler de samme symptomer som veteranen.
Line Lund Madsen er selv diagnosticeret med en kronisk sygdom, der gør hende træt og giver hende smerter. Hun fik først sin diagnose, efter hun mødte veteranen, men havde symptomerne inden. Men hun ved, at veteranens helbred og sindstilstand påvirker hende.
“Når han har en god periode, så kan jeg fokusere mere på mig selv og dermed mindske mine symptomer. Men hvis han har det skidt, så skal der ikke så meget til, at jeg får smerter og bliver ked af det. På den måde hænger vi utroligt meget sammen,” siger hun.
Omvendt påvirker det også ham, hvis hun har en dårlig periode.
For ca. fem år siden skete det. De væltede. Begge to. Hun var langt ude i tovene, og han var langt ude i tovene. Hun kunne ikke overskue ham. Og hun kunne ikke overskue sig selv.
“Måske det ville hjælpe, hvis de flyttede hver for sig i en periode?” foreslog hun.
Svaret var ikke, hvad hun havde håbet på. Hun fik to valg. Enten måtte hun blive, eller også var det slut. Hun husker, at hun satte sig ind i hjørnet af soveværelset og tudede.
“Jeg havde lyst til at gøre skade på mig selv, fordi jeg havde alle de her følelser og frustrationer, som jeg ikke kunne komme af med. Jeg var i en situation, som jeg ikke havde godt af at være i. Jeg forsøgte at løse den og blev mødt med et ultimatum,” fortæller hun.
De har en søn sammen. Han betyder alt, men det kræver energi.
”Vi omgiver os selv med selvkærlighed. Hvis vi skal være der for vores søn, så bliver vi nødt til at være der for os selv. Nogle tænker, at vi har nok i os selv, og det er derfor, vi trækker os. Men overskuddet er måske bare ikke til at være sammen med andre. Vi vælger ikke andre fra, men vi vælger os selv til,” siger Line Lund Madsen
Hun følte sig bundet på hænder og fødder af en mand, som hun elskede og ønskede at være sammen med. Men hun kunne ikke være i det.
”Jeg slugte en kamel. Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle blive bedre. Det her er bunden. Det kunne jeg mærke. Det kunne kun gå fremad. Og så begyndte jeg at komme hos en psykolog,” siger hun.
Det har været en læringsproces for både hende og veteranen. I dag taler de om det, når det hele bliver for surt. På den måde er de også blive bedre til at håndtere de problemer, der opstår.
Min far og PTSD’en
På førstesalen i familien Nowaks hus har Amanda Nowak værelse. Det ligner et typisk pigeværelse med Ariana Grande-plakat og et lysende “&”-tegn på væggen, samt pyntepuder med pailetter på sengen.
Hun er en pligtopfyldende syvendeklasses elev med teenagetendenser, der elsker Ariana Grande, har veninder overnattende, og om nogle måneder skal hun konfirmeres.
En stor begivenhed, der skal afholdes på Rosenholm Slot med 30-40 gæster. Hun glæder sig, men konfirmationen er også en kilde til bekymring. Hun har oplevet at måtte forlade Djurs Sommerland i utide, fordi far ikke kunne overskue det. Hun har oplevet ham blive siddende i bilen, når familien var taget til Randers Storcenter for at hygge sig. Hvad med konfirmationen? Kan far nu være med?
“Han er ikke så glad for at være sammen med så mange mennesker. Men nu er det nogen, han kender, så jeg ved ikke, om det er noget andet. Det regner jeg lidt med. Men jeg tror stadig, han får det svært, på grund af at det er mange mennesker,” siger Amanda Nowak.
Men hun glæder sig alligevel. Også selvom hun ved, at det kan blive svært for hendes far, og at han måske bliver nødt til at forlade festen for at få lidt ro. Det får han tit brug for, når der er mange mennesker.
“Vi kan godt mærke, at Amanda er begyndt at støde mod nogle af begrænsningerne. Hvis Steffen kommer og henter hende på skolen, og hun så gerne vil have en veninde med hjem, uden det er planlagt, kan Steffen næsten ikke overskue det. Men han ved godt, at han er nødt til at sige ja, fordi hun også er nødt til at have et liv, som ikke er hundrede procent begrænset af sin fars,” siger Anitta Nowak.
Tidligere var parret bekymret for, hvordan PTSD’en ville påvirke deres datter. De har tidligere taget kontakt til skolen, fordi de var bekymrede for hende. De synes, at hun havde store udsving.
“Fordi Steffen havde en periode, hvor han havde voldsomme mareridt, tænkte vi, om han kunne være til skade for hende. Skal vi blive her, skal han gå, skal vi gå?
Kan vi overleve det, kan vores kærlighed overleve det, orker vi at slæbe os igennem det mere? Gider vi hele tiden blive konfronteret med, at der er ting, vi kan og ikke kan? Hvad med hende? Begynder hun at blive så nervøs for livet udenom os, at hun ender med at sidde i sin lille base med sin far?”
”Det sværeste er, at han har ondt. Selvom han ikke siger det, kan man stadig mærke det på ham.” siger Amanda Nowak. Hun ved godt, at hendes far har været i krig, men hun ved ikke, hvad han har været ude for.
Steffen Nowaks medaljer lå i skuffen, indtil Anitta lavede en kasse til dem. De hænger nu ude i gangen sammen med en masse familiebilleder. Den vigtigste medalje for ham er FN’s Nobels Fredspris medalje. Det er nummer tre fra venstre. Den har kun 9000 i verden fået. Medaljerne har stor betydning for ham. Det er anerkendelse for hans tid som soldat. En anerkendelse for at smerten, han går rundt med hver dag, er begrundet.
Forskning viser, at der er større forekomst af psykiatriske symptomer blandt børn med en psykisk syg forælder. Blandt andet viser international forskning, at børn, der har en forælder, som lider af en alvorlig depression, har fire gange så stor risiko for at udvikle psykiske lidelser, sammenlignet med børn der har to raske forældre.
Flere internationale forskere indikerer, at dette også er tilfældet for børn af veteraner med PTSD eller andre efterreaktioner fra udsendelse.
Gennem skolen fik datteren tildelt timer hos en skolepsykolog. Tilbagemeldingen var, at hun er fuldstændig, som børn er flest.
“Vi vidste det jo ikke, for hun har ikke haft nogen større søskende, som vi kunne sammenligne med. Så vi var nødt til at vide os sikre,” siger Anitta Nowak.
De har altid været opmærksomme på, at PTSD’en kunne påvirke datteren negativt, og der har været mange overvejelser omkring, hvorvidt det var bedst for dem og for datteren at blive sammen.
De har aldrig haft en decideret samtale om, at de skulle gå fra hinanden, men de har tænkt det hver for sig.
“Vi har snakket om bekymringerne i forbindelse med Steffens mareridt, om det skader vores barn. Og er der stadig kærlighed? Er den bevaret i alt det her? Det bliver jo sådan en ekstra partner i dit forhold. Det bliver pludseligt Steffen, Anitta og PTSD. Det er en form for trekantsdrama på en eller anden måde, som man skal forholde sig til,” siger hun.
Ifølge militærpsykolog Claus Asbjørn Larsen er det også normalt, at der kan opstå tvivl og bekymringer i forhold til det liv, som den pårørende og skadede veteran har sammen.
“Der kommer mange eksistentielle overvejelser, og for nogle kommer der også tanker om skilsmisse. Er det meningsfyldt? Er der håb for, at det bliver bedre? Er min veteran i en behandling, der hjælper vedkommende? Kan jeg se mig selv i det her, hvis det skal fortsætte resten af vores liv?” siger han.
Partnerskab
Anitta Nowak har fra starten valgt at støtte sin mand, og det har været en stor hjælp for ham. For ifølge ham selv ville han ikke have været her, hvis hans kone ikke havde været der til at støtte ham.
“Hvad betyder din kone for dig?”
“Ikke en skid,” kommer det prompte fra Steffen Nowak og griner. Hans kone griner i baggrunden. Humoren har altid været en del af kampen mod PTSD’en.
“Ej, hun er alfa omega for mig. Hvis hun ikke havde været her, var jeg nok blevet en del af de der statistikker som mange af mine venner. For jeg ville nok have svært ved at tage vare på mig selv, og så kunne jeg ende på et veteranhjem med min computer og en kasse øl. Det er der mange veteraner, der gør,” siger han.
Steffen Nowak sidder meget ved computeren og spiller PlayerUnknown’s battlegrounds. Det er krig, siger Steffen selv.
”For de der krigsbilleder, han genoplever om natten, er slet ikke nok. Han er nødt til at have det på computeren også,” siger Anitta Nowak i en frisk bemærkning.
”For så slipper jeg for at høre på hende,” giver han igen.
Det har egentlig undret dem begge to, at han kunne spille det spil med de mareridt han får om natten. Men for ham er det også en måde at koble af på. Det minder han om en tid, hvor han kunne alt.
Men det er ikke kun Steffen Nowak, der har en støtte i sin kone. Det er også omvendt. For selvom tanken om at forlade ham strejfede hende, da han var allerlængst nede, er hun blevet. For ønsket om at skulle blive gamle sammen er aldrig forsvundet. Og fordelene ved at have hinanden er langt flere, end hvis de ikke længere var sammen.
“Steffen giver mig et frirum. For uanset, hvor mange pligter jeg har, så giver han mig et sted, hvor jeg bare kan være helt mig selv, med alt hvad det indebærer. Og det er det vigtigste for mig. Det er det partnerskab og kærlighed, vi har til hinanden. Det vil jeg simpelthen ikke undvære, heller ikke når det er de sure dage,” siger Anitta Nowak.
Line Lund Madsen har også haft lyst til at kaste håndklædet i ringen. Men selvom veteranen er kilde til mange frustrationer, så er kærligheden til ham intakt. Hun fniser stadig som en lille forelsket skolepige, når han siger, at hun ser dejlig ud. Og selvom han nogle gange kommer til at trække hende med ned i sølet, så har modgangen gjort, at hun ikke er et sekund i tvivl om, at de holder sammen for evigt.
“Den lidelse, som han har, er kun en del af ham. Jeg har aldrig følt mig mere hjemme end hos ham. Jeg føler mig værdsat, også i svære perioder. Han kommer jo og siger, at han er ked af, at han har det skidt, men at han er glad for, at jeg tog opvasken,” siger hun.
“Vi har været igennem så meget negativt og havnet i så mange huller, at vi ved, at vi kan klare alt sammen,” siger hun og tager sig til halskæden igen.
På hovedgaden i den lille landsby Ans ligger der en stor smuk murermestervilla. Men her er græsset ikke altid slået, opvasken er ikke altid taget, og gulvet er ikke altid rent. Og det er okay.
Da de fik deres hund for fire år siden, kunne Line mærke, at det var den rigtige beslutning. For ham gav det en ekstra ro, at hunden var kommet til.
”Nu er der en ekstra til at holde vagt,” sagde han.
Hunden fik navnet Maika, fordi hun kan selv. Mig kan. De havde overvejet, om den skulle trænes lidt mere, men han kunne godt lide, at hunden havde en form for egenrådighed.